Asger Sig Arentoft: Ledelse, vækst og en stærk kultur

Fra detail til ledelse 
Asger har en baggrund i detailbranchen, hvor han i 15 år arbejdede med frugt, grønt, blomster og planter. Selvom han allerede kendte til blomsterbranchen, var det først, da han blev en del af Plantas for 1,5 år siden, at han for alvor dykkede ned i den – og her fandt han et miljø, hvor passion og udvikling går hånd i hånd.  

Hvis man spørg Asger hvad har der har gjort indtryk på ham efter han er startet hos Plantas udtaler han: “Det er meget inspirerende at starte i en virksomhed, hvor alle er passionerede og virkelig ved, hvad de laver.” 

Asger Sig Arentoft

En central rolle i et dynamisk team 
Som teamleder for vores butikskonsulenter har Asger en nøglerolle i at udvikle og lede sit team. 

Hans opgaver spænder bredt – fra opsøgende arbejde med nye kunder til personaleledelse og udvikling af stærke strukturer, der sikrer trivsel og effektivitet i et team, der arbejder remote. Han har været en drivkraft i at udvide teamet fra 6 til 15 butikskonsulenter og skabe en kultur, hvor samarbejde, ansvar og motivation er i højsædet. Under ledelse af Henrik Lindegaard samarbejder han derudover tæt med Ulrik Andersen og Thomas Larsen for at sikre et stærkt og effektivt setup for både butikskonsulenterne, vores webafdeling og transportteamet. 

Ledelse på afstand 
Hos Plantas er vores butikskonsulenter meget mere end sælgere – de disponerer og håndterer varerne direkte ude i butikkerne. For Asger betyder det, at ledelse handler om at skabe retning, støtte og udviklingsmuligheder på afstand da teamet sjældent mødes fysisk. 

Hans tilgang til daglig kommunikation og åbenhed har været afgørende for at styrke samarbejdet og sikre en dynamisk arbejdskultur. Han tror på frihed under ansvar og mener, at det netop er denne kultur, der har gjort det muligt at vækste et af Plantas’ nøgleområder. 

Arbejdslyst skabes gennem mennesker 
For Asger handler motivation om mennesker. Han drives af at se andre udvikle sig og trives – både i og uden for hans team. Resultater og nye initiativer giver energi, men det er samspillet med kollegaer, der virkelig betyder noget. Som han selv siger: ”Gode kollegaer og god ledelse – det er det vigtigste for mig på en arbejdsplads. Og det får jeg hos Plantas.” 

En arbejdsplads, hvor idéer bliver til virkelighed 
”Jeg synes, det er en mega fed virksomhed, fordi der er en ekstrem flad struktur. Der er virkelig kort fra idé til handling – og idéer må komme fra alle. Alt bliver taget seriøst, og alt er muligt, hvis man selv har viljen.” udtaler Asger.  

Hos Plantas værdsætter vi samarbejde, innovation og selvstændighed. Vi tror på at give vores medarbejdere frihed til at tage ansvar, træffe beslutninger og tænke kreativt, hvilket skaber en dynamisk og engagerende arbejdsplads. 

For Asger kan Plantas beskrives med tre ord: frihed, fremdrift og viljen til at lykkes. Disse værdier er kernen i vores arbejdsmiljø og medvirker til, at Plantas er et godt sted at arbejde.